Praktikophold i Namibia : Udfordringer med maden og besøg på børnehjem

Med glæde fik vi introduceret malebøgerne til børnene. Vi valgte at lade dem vælge en tegning selv og så fortælle dem der kan engelsk, hvad der stod på tegningen og hvorfor. F.eks. at calcium findes i mælk og at det er godt for knogler og tænder. Med stor glæde opdagede vi hvordan en pige lyttede til os, og fortalte videre til en lille pige ved siden af hende. Jubii det var lige det der var vores hensigt. At hun modtog læring og videregav den. Det var en dejlig formiddag og børnene fik lov at tage tegningerne med hjem. Så håber vi at de hænger dem op, så familien måske også kan lære lidt.

Tirsdag var det vores maddag igen. Vi havde overvurderet hvor meget man kan lave om på, på en gang. I stedet for porridge lavet på majsmel, ville vi lave porridge lavet på en blanding af omahangu (hirse lignende) og majsmel. Grunden var at i omahangu er der 344% mere protein end der er i majsmel. Vi var klar over at en porridge lavet kun på omahangu, ville være for stor en ændring i forhold til hvad de plejer, så vi købte en pakke, hvor der var halvdelen af hver. Som tilbehør lavede vi en "sovs" af gulerødder og æbler krydret med kanel og sukker. DET var for meget for børnene. Enten kunne de ikke lide omahangu, gulerødder eller også var det kanelen som det var galt med. Kanel er ikke et krydderi som de bruger så meget hernede - har vi fundet ud af. børnene skal spise op, så det resulterede i at nogle af børnene gemte gulerødder og æbler i hænderne, andre i mundhulen og nogle var endda så dristige at de smed maden ud af vinduerne. Så vi blev klogere og lærte at man ikke skal lave for store forandringer på én gang.
Til eftermiddagsbørnene havde vi lavet en pasta blandet med bacon, lever i mini stykker, grøntsager og det hele vendt i chutney. Det blev heldigvis spist uden problemer.

Måske var det for at trøste os at Monica dagen efter lavede to retter som var inspireret af vores tidligere opskrifter :-) - og det hjalp.

Vi har fået kontakt til et børnehjem som hedder "Hope Village" og som også ligger i Katutura. Der er 84 børn i alderen 0-18 år. Hjemmet er startet af en hollandsk organisation der hedder Orange Babies i 2007. Vi besøgte stedet for at få et indtryk af hvordan ernæringen og sundheden er på sådan et sted. Vi blev meget imponeret af stedet fysiske rammer. Der var gode solide huse, bygget i mursten og med værelser inddelt med 4 gode senge i hver. Hvert barn har eget tøj og eget tøjskab. Al kommunikation foregår på engelsk, fordi der er så mange stammer blandet sammen, men også for at forbedre børnenes muligheder når de kommer i skole, hvor al undervisning foregår på engelsk. Stedet har egen have, hvilket gjorde at vi havde høje forventninger til den ernæring som børnene fik. Desværre oplevede vi kun at børnene fik pasta, ris og kød samt en mindre skefuld butternut mos. Kvinden som viste os rundt fortalte at den store mangel på regn, gjorde at deres have ikke var så flot som den plejer at være. Måske var det derfor der ikke var grøntsager i maden. Vi oplevede en flok ansatte som kom hjem efter indkøbstur til næste uges forbrug. Desværre uden grøntsager. Så måske vil det være et udmærket sted at være i praktik når man er ernæring og sundhedsstuderende.

Vi havde bedt Monica om vi måtte komme og lave mad sammen med hende en dag, på den måde som hun gør det. Grunden var at vi gerne ville se, hvilke fødevarer hun bruger, samt hvordan hele processen foregik. Vi ankom 6.30 og da var hun allerede i gang. Den første gryde ris var kogt. Derudover skulle der laves en gryderet med grøntsager og oksekød til risen, en gryde med pasta, dåsekød og butternut på dåse, og en gryde med ris og sardiner og dåseærter/gulerødder. Vi troede egentlig nok at vi vidste hvordan hun gjorde, men blev alligevel overrasket over hvor nemt det er at lave maden og hvor hurtigt det gik. Hun bruger meget få ingredienser i sin mad og i stedet for tilsætter hun et færdigblandet pulver som giver smag og farve. Hver ret har sin pulver.
Efter dagens oplevelse, blev vi blev enige om at de retter vi har lavet ind til nu, nok har krævet lidt for mange forskellige ingredienser, og vi er bange for at Monica måske ikke vil få fuld udbytte af dem, fordi de er for uoverskuelige både at købe ind til og at lave. Den næste ret vi vil lave, vil derfor være meget mere med udgangspunkt i hendes ret, men tilsat noget af det der mangler og som kan være relevant.