tirsdag den 24. februar 2015

Weekend uden myg - YEAH

Vi havde længe set frem til denne forlængede weekend, hvor vi sammen med de norske og finske piger + et par kærester skulle på roadtrip med Wayne. Vi tog afsted efter at vi havde været hos suppekøkkenet torsdag, og kom hjem i går mandag. Første stop hed Swakopmund som er beliggende ved kysten. Der er derfor lidt køligere her end i Windhoek, og hvad der er endnu mere fantastisk er, at der ingen myg var. Vi havde simpelthen i myggefri weekend. I Swakopmund blev der sandboardet, quadbiket, skydivet samt set både delfiner, pelikaner, flamingoer og tusindvis af sæler på en fantastisk bådtur (på båden fik vi besøg af både sæler og pelikaner). Under hele turen var vi under Waynes varetægt, der lavede alt mad til os, og sørgede for at tage os med de rigtige steder hen. Næste stop hed Sossusvlei, hvor vi camperede i telte og soveposer (SÅ hyggeligt). Her stod den på hygge om aftenen, men med et tidligt godnat, da vi skulle meget tidligt op næste morgen. I følge Wayne skulle vækkeuret stilles til kl. 4, så vi kunne nå solopgangen ved Sossusvlei sand dunes. Vi stod op, gjorde os klar, og kørte mod sandet. Men af en eller anden afrikansk årsag, var en aflåst låge i vejen, og vi kunne ikke komme videre. kl. 04.30 sad vi i 1 time i bilen og ventede på, at en mand låste lågen op. TÅLMODIGHED Lotte og Mette! Det var jo udefrakommende forhold, som vi ikke kunne gøre noget ved, så vi prøvede at tage det roligt, men det er virkelig svært :) Det var en time, som vi godt kunne have brugt i vores telt, men vi hyggede os. Konditionen som på nuværende tidspunkt nærmest er ikke eksisterende kom på prøve, men vi kom helt op til en fantastisk udsigt hvor vi nød solopgangen! Herefter gik turen hjemad, med en køretur på 6 timer, hvor vi både så aber, springbukke og en zebra. Weekenden bød generelt på mange og lange køreture, men det har været en god måde at se Namibias landskab på.
I dag var vi tilbage i suppekøkkenet, hvor vi havde savnet de dejlige børn, som derfor fik ekstra opmærksomhed. De fik malet sommerfugle i hovedet med kropsmaling.   




onsdag den 18. februar 2015

Snart weekend

Lørdagens besøg på restaurant satte nogle tanker i gang omkring madspild og ulige fordeling af goderne. Fødevarerne er forholdsvis dyre hernede (næsten på niveau med danske priser), men det er billigt at gå ud og spise pga. de lave timelønninger. De portioner man får serveret er mega store, og vi spiser kun ca.1/4. Det virker så forkert fordi der lige udenfor døren er mennesker som sulter hver dag. Det er en kæmpe kontrast i forhold til det vi oplever i suppekøkkenet, hvor de hver dag kæmper for at få mad nok til alle børnene, og mange af dem som kommer sidst, må nøjes med et toastbrød med gelé på.

Tirsdag lavede vi mad igen. Kylling i karry med grøntsager og ris. Vi havde købt ind til ca. 20 liter kylling i karry og 20 liter færdigkogt ris. I mellemtiden havde Monica fået en ny stor gryde, og den skulle vi selvfølgelig prøve. Vi mente at den var på 20 liter. Vi kogte, hakkede og pillede og tilsatte efterhånden det hele i gryden, men det var ligesom om den blev ved med at være halvtom. Vi fandt 10 store bagekartofler frem og tilsatte, men det var gryden ligeglad med, den var fortsat halvtom. Vi begyndte at regne og fandt ud af at gryden i hvert fald var mindst 30 liter stor. Efter mange liter af alt muligt kreativt blev den næsten fuld. Børnene spiste igen til vores store fornøjelse og bunden blev skrabet.

Nogle af de vejninger der blev foretaget af lægen og hans hjælpere i sidste uge, er desværre forkerte pga. at vægten stod skævt. Vi har derfor lovet ham at vi vil lave nogle nye vejninger i dag. Det drejer sig om ca. 40-50 af børnene. Det er vigtigt at målingerne er rigtige, fordi børnene skal måles igen senere, og man vil lave sammenligninger for at se hvordan det går.

Senere i dag skal vi på tur til Swakopmund, som er en by der ligger ved Atlanterhavet. Vi skal på en weekendtur sammen med de norske og finske piger. Vi skal forhåbentligt se delfiner, verdens største sandklit og med på jagt. Det bliver såååå spændende.





søndag den 15. februar 2015

Indkøb af mad til Home of Good Hope

Hej alle :)
Dagenen i HGH går efterhånden hurtigt, og kan til tider ligne hinanden lidt. Derfor var det fantastisk da vi torsdag formiddag ankom, sammen med 5 norske og 4 hollandske piger, der også skulle være i suppekøkkenet denne dag. Det betød nemlig, at vi med god samvittighed kunne tage med Peacemaker (Monicas søn) ud og handle ind til den kommende uge. Vi ventede selvfølgelig lige halvanden time på, at en af Peacemakers venner kom, og kunne køre os. PATIENCE!!!! Men så havde vi tid til at snakke lidt med Peacemaker omkring det mad der bliver lavet til børnene, samt hvilke andre projekter de har gang i (fodboldtræning, sponsering af Highschool for nogle børn osv.). Peacemaker står som regel for madlavningen til børnene om eftermiddagen, og vi fik fornemmelsen af, at han er meget interesseret i at lære om de forskellige fødevarer, og hvad der er godt for børnene. Så det vil vi helt klart udnytte, og give så meget fra os som vi overhovedet kan.
Vi ankom til et Metro lignende supermarked, hvor man kan købe varerene lidt billigere, og i større mængder end i de normale butikker. Her købte vi blandt andet 40 kg ris og 20 kg pasta til ugens løb - vi havde samtidig mulighed for at handle ind til vores kylling i karryret som vi skal lave til børnene på tirsdag. Vi skal denne gang lave hele to gryder svarende til 10 kg. ris. Vi håber at dette bliver lige så stor en succes som sidste uges svensk pølseret. Kryds alt hvad i har :)

Weekenden er blandt andet blevet brugt på en 9 km lang gåtur i en park tæt på Windhoek, hvor der normalt er mulighed for at spotte en masse vilde dyr. Vi var dog desværre ikke så heldige i forhold til det med dyrene. Det startede ellers super godt med fire zebraer der kom løbende forbi os, og som virkelig satte vores forventninger i vejret i forhold til dyre spotningen - specielt giraffen var i høj kurs. MEN... de søde og mega seje zebraer må have sladret til alle de andre dyr, for resten af turen var der nærmest ingen at se. Vi så lidt vildsvin og et par aber der råbte efter os, men det var også det hele! Lidt øv.. Vi må vente til vi skal på rigtig safari i Etosha national park om en måneds tid. Lørdag aften var vi ude at spise med Kenton, samt de norske og finske piger. Det var jo Valentines - hvilket de gør et kæmpe stort nummer ud af her! Der er hjerter, bamser og balloner over ALT!

God weekend til jer alle   

tirsdag den 10. februar 2015

Læge besøg og madlavning

Lørdag var vi på indkøb med Monica. Vi skulle købe ind til vores madlavning tirsdag. Vi måtte gå lidt på kompromis med nogle af ingredienserne, men økonomi og næringsindholdet i maden kom nogenlunde til at gå op, i forhold til det vi havde budgetteret med.
I går skulle alle børnene igennem et sundhedstjek hos Hendrik som er en læge der er på besøg fra Tyskland. 293 børn i alt blev målt, vejet, spurgt om alder, fik lyttet til lunger og hjerte, tjekket for infektioner og svamp i håret, og de blev spurgt om de havde ondt nogen steder, og om de har feber. Det tog ca. 4 timer. De stakkels børn stod i lange køer og ventede først på mad, så på saftevand - vi løb tør for vand, og fik først vand igen efter 2-3 timer, og til sidst stod de i kø for at komme til lægen. Ca. 30 grader varmt i skyggen og de stakler stod i solen og ventede. Det var lige til at blive syg af. Men heldigvis var mange af dem sunde og raske. Mange er små af vækst og tynde, men få havde infektioner, 2 med evt. tuberkulose, 1 med lungebetændelse, flere med svamp i hårbunden, et par stykker med astma.

I dag skulle vi endelig lave vores måltid til ca. 100 af børnene, svarende til 10 kg. kartofler. Det var en ret lavet på baggrund af "Svensk pølseret med kartofler", men suppleret med gulerødder, ærter, hvide bønner, fløde og olie. DE KUNNE LIDE DEN. Der blev spist op og personalet spiste også begejstret og bad om opskriften. :-) Så vi åndede lettet op og havde det rigtigt godt med tanken om at de børn der fik vores ret, gik derfra med et sundt og næringsrigt måltid mad i maven.


fredag den 6. februar 2015

Første uge hos Home of Good Hope er veloversået

Hej alle. Så er vores første uge hos Home of Good Hope ovre - og hvilken en. Det har været en super god uge, med en masse nye indtryk. Vi har hurtigt lært stedet at kende, og er så småt begyndt at vende os til en hel anderledes kultur, hvor vores vestlige ikke eksisterende tålmodighed virkelig kommer på prøve :) Somme tider venter vi, og venter lidt igen, for til sidst at vente lige lidt mere.. Som Monica, dem daglige leder af Home of Good Hope siger: "Vi afrikanere holder aldrig hvad vi lover" :)

Vi har i ugens løb deltaget i de daglige gøremål, som består af uddeling af mad, saftevand og frugt, samt at lege med børnene og vaske op i koldt vand. Vi har haft en dejlig snak med Monica om Home of Good Hope og dets historie, og vi har fået afstemt forventninger til hinanden. Snakken resulterede i at vi allerede i næste uge skal lave vores første måltid til nogle af børnene. I morgen skal vi sammen med Monica købe ind til næste uge, og vi er meget spændte på om vores budget holder. Vi har ca. 1 krone pr. barn, og vi vil jo gerne at de får den mest optimale næring som muligt. Vi ender nok med at komme til at skære ned på noget af kødet og grøntsagerne, da det faktisk er ret dyrt her.

Vi er så små begyndt at få en masse tanker omkring hvad vi ellers kan bidrage med, og Monica har i dag sagt ok til at vi laver en slags malebog til børnene, hvori der er tegninger af forskellige fødevarer og hvad de er godt for. Mange af børnene kan ikke engelsk, så det er svært at lave en fælles undervisning for dem, og da vi har bemærket at de elsker at tegne, tænkte vi at en kombination at dette vil være oplagt. På den måde kan de male, samtidig med at de forhåbentlig lære lidt.
Når der ikke er mere mad, får børnene hvedetoast med noget gelé, hvilket der ikke er særlig meget næring i. Vi overvejer derfor om der kunne findes et alternativ til geléen, samt et grovere brød, hvor der både tages højde for næringsindholdet samt økonomien. Der er generelt rigtig meget man gerne vil gøre, men økonomien og omstændighederne gør det svært!

Vi har i dag informeret Monica om alle de penge vi har fået samlet ind, og hun går nu og overvejer hvad de skal bruges til. Indtil videre har hun fortalt os, at køkkenet mangler knive, så det vil nogle af pengene blive brugt til.

Vi ser frem til at Home of Good Hope får besøg af en tysk læge på mandag. Han vil vurdere børnenes sundhedstilstand, og vi har fået lov til at hjælpe og kigge ham over skulderen. Det bliver SÅ spændende!
 
 
Her er to af køkkenets personale, som ikke havde noget imod at kommer på bloggen.

mandag den 2. februar 2015

Endelig kom vi i gang hos Home of good Hope

Efter en stille men dejlig turist agtig weekend, kom vi i dag endelig i gang med vores praktik hos Home of Good Hope. Home of Good Hope ligger i slumkvarteret Katutura, som er en forstad til Windhoek. Hver dag kommer der ca. 500 børn og får en portion mad som Monica, der leder stedet, laver i sit private køkken. Om formiddagen kommer der primært små børn der ikke går i skole, men skolebørnene kommer om eftermiddagen. De små børn brugte formiddagen på at synge, spise og lege med b.la. Lego (sponseret af tidligere praktikanter fra Ankerhus). Vi blev mødt med kram og en masse smilende ansigter. Dagen gik altså med udlevering af mad, leg og opvask.